Metaforerne på bordet

Intervju med den albumdebuterende danske singer/songwriter Frank Florczak.

Pludselig lå den dér på gulvet i min entré, pakket ind i en beskeden og oven i købet genbrugt boblekonvolut med den oprindelige adresse skyndsomt kradset ud og min tilføjet med samme hast. Som på vej ud af døren. Endog et nyt frimærke ovenpå det gamle. Siden: Ind ad døren hos mig. Det kunne jeg naturligvis ikke se sådan lige med det samme, jeg har trods alt ikke udviklet røntgenblik endnu, men jeg genkendte da straks håndskriften og indholdet af denne slags breve fra netop den afsender imødeser jeg altid med en vis spænding. Iblandt næsten to håndfulde albums i øvrigt lå Frank Floczaks debut-cd Metaphors on Display og påkaldte sig min opmærksomhed med sit grågrønne farvespil og grovkornede omslagsfoto. Det sendte mig egentlig ikke noget entydigt signal om indholdet, men min mavefornemmelsen talte mere om musik af sanger-sangskriverorienteret art, mindre om eksempelvis musik med rødder pop, rock eller metal.

Det holdt nu ikke helt stik.

Et overslag afslører hele albummet som ganske nydeligt, men meget fiser ud af bevidstheden, næsten før det er inde. Der mangler simpelthen modhager hist og her. Musikalsk er den nærmest underspillet. Den er ikke som sådan minimalistisk, men temmelig tilbagelænet, og på sin vis bevæger pladens elleve sange sig i et afdæmpet randområde mellem meget blød country og lettere jazzet pop, hvorfra den sjældent skejer ud - uanset, hvor meget man end skruer op for anlægget.

Derfor virker det næsten helt forkert at skrive, at han som vokalist alligevel er pakket alt, alt for meget ind, men meget ofte er det vitterlig tilfældet.

Frank Florczaks eget største bidrag i lydbilledet, foruden den obligatoriske akustiske guitar - man er vel sanger og sangskriver - er selvsagt vokalt, og det gør han med skiftende held. Det dæmper præstationen yderligere, at sangskriveren heller ikke fremstår som en stor poet; tværtimod... men bag det hele aner man som lytter en opmærksom iagttager og god fortæller in spe: Historierne kan fortælles strammere, javel, men han fremmaner nu og da nogle virkeligt bevægende øjeblikke, præcis som de står. Og alt i alt ender man såmænd med en håndfuld absolut brugbare sange, og det er slet ikke ringe for en debutant.

Så vidt Metaphors on Display og min holdning til indholdet, musikken og teksterne. Den er subjektiv, kan aldrig være andet, skal aldrig være andet, men hvad med manden bag albummet? Ham kendte jeg ikke. Ham vidste jeg ikke meget om. Det skyldes selvfølgelig for en stor del min egen mangelfulde indsigt i, hvad der rører sig på den danske musikscene, men jeg bærer ikke ansvaret alene. Det er der tilsyneladende heller ikke mange andre der gør. Det viste sig nemlig vanskeligt at grave noget som helst op om sangeren på det ellers altomfattende, altopslugende, altædende internetbæst... nogen manglede altså til at fortælle denne historie, Frank Florczaks musikalske historie... so far.

Det blev mig.

Hvem er han så?

I hvert fald er han ikke gjort af det helt typiske sanger-sangskriver materiale, hvis du spørger mig, men er i bund og grund en helt almindelig, musikalsk selvgjort og selvlært ung fyr, som har spillet på guitar fra sine tidlige teenageår og skrevet sange for de sidste ti sideløbende med, at han har realiseret sin borgerlige karriere.

Fakta: Frank Florczak er 34, snart gift med Louise, far til to drenge henholdsvis halvandet og seks år; professionelt er han Senior IT Specialist hos IBM Danmark, har en kontorstol stående i Risskov, Århus, men slider mere på landevejene end på stolen, når han da ikke arbejder hjemmefra. For et par år siden byggede familien deres drømmehus i Vester Nebel, en lille flække seks kilometer fra Kolding, hvor han indtil da havde boet. Her har livet sin dejlige, rolige og næsten anonyme gang, arbejdet, familien, haven og huset kommer i første række. Det er en prioritering. Ind i mellem har han dog haft tid til at sysle med sangskrivningen. Dette bevidste valg er en del af forklaringen på, at det har taget tre år at gøre Metaphors on Display så færdig som den er nu:

- Men når dette er sagt, så skyldes det altså også, at det er ’os selv’ - det vil sige mest Peter Jessen, men til dels også Lasse Christensen og jeg selv, som har forestået al indspilning samt miks af album; pladen er mastered af Nicolai Vinten hos Medley. Det kræver desuden bare tid, når man selv skal sørge for alt praktisk omkring udgivelse, sier Florczak.

Hvad vil du med pladen?

- Jamen, jeg vil gerne give lytteren en ærlig, oprigtig, lettere støvet, tidløs, måske endda en smule underfundig plade til samlingen. En plade, som jeg altid selv vil kunne stå ved. En plade, der afspejler mig, sangskriveren Frank Florczak, på det lidt sårbare stadie man befinder sig på, når man åbner op for posen på sit debutalbum. En plade, der er udgivet på sangenes og musikkens præmisser, og uden tanke for en speciel målgruppe med ugens hit. Jeg er meget bevidst om, at det netop ikke er en P3 basker, jeg har leveret, og at jeg tydeligt viser mine styrker og svagheder på denne plade. Men det er med fuldt overlæg, ellers havde jeg nok ikke anvendt så mange af mine one-takes fra studiet i den form som de havde indspillet midt om natten mens halvdelen sov, fuldstændig fordybet i musikken. Og dette betyder mere for mig, end om at udtrykket er poleret. Så mon ikke jeg har min egen lille niche af lyttere derude et sted? Om missionen er lykkedes? Det kan jeg faktisk ikke vurdere.

Hvordan relaterer åbningslydcollagen Ecoutez! sig til resten af pladen?

- Det er en stemningsskaber. Jeg føler selv, den har den effekt på lytteren, at man lige spidser ørerne en ekstra gang. Den pejler lytteren i min retning, hvis man kan sige det sådan uden at slå for stort brød op.

Står alle sangene i dag som du gerne ville eller er der nogen, som du ville ændre på?

- Jeg er sikker på, at næsten alle der udgiver et album bagefter siger til sig selv, at der kunne foretages ændringer her og der . Der er da numre og momentane ting i forbindelse med indspilningerne, som jeg gerne havde ændret på, men så var det bare ikke i 2009, at pladen skulle udkomme. Jeg ser den som en udvikling og et stempel anno 2009. Man er jo i konstant bevægelse og derfor må man trække stregen et sted og sige: Det var det.

Hvem er du influeret og inspireret af?

- Jeg vil nu hellere sige hvad? Jeg ser alting som en helhed; melankolien, hverdagen, alt dét der sker omkring mig, en handling, en reaktion på en handling, et ord, en sætning, et øjeblik, en film, en bog. Andre fantastiske sangskriveres inspirationskilder, men, hvis der skal navne på, så vil så forskellige kunstnere som Bruce Springsteen, Marc Cohn, Shawn Mullins, Thomas Dybdahl, Pink Floyd, Ryan Adams, Damien Rice, John Mayer, Kashmir, U2, Neil Young, Daniel Lanois, Emmylou Harris, Alison Krauss and The Union Station, Iron & Wine, Ray LaMontagne og Josh Rouse automatisk blive nævnt - omend det måske ikke fremstår tydeligt.

Der var nu heller ikke lige frem indlysende for mig, hvem musikerne på pladen er. Hvor stammer folk fra og hvordan har du fået dem samlet sammen til lejligheden?

- Bassisten Jesper Ry er min gode ven gennem mange år og gennem ham, mødte jeg i sin tid Peter Jessen, som er bækkenbrageren på albummet. Peters søster, Dorthe Rolsted Jessen, er uddannet klassisk kontrabassist, og har derfor lagt lidt bue bas på Outnumbered By Age. Guitaristen Anders Pedersen er faktisk en forholdsvis kendt mand i musikkredse. Udover at være kæreste med Marie Frank, er han også hendes guitarist og faste wingman. Live har han spillet med Allan Olsen, foruden at være en del af Giant Sand med Howe Gelb i spidsen, samt hans eget solo projekt The Desoto Caucus. Pianisten Martin Schack er bestemt også et navn indenfor jazzkredse. Han er en del af hele holdet fra Esbjerg - og Jyske Musikkonservatorium: Lasse Frimodt Christensen, Peter Jessen, Jesper Ry plus altså Martin Schack - og hans bidrag til albummet er en vennetjeneste til Peter og Jesper. Lasse kom ind i forløbet under den sidste del af perioden med færdiggørelsen mikset, og er den eneste af de musikere, der medvirker på albummet, som jeg også spiller med live. Karoline Hausted er selv en fantastisk sangskriver og har netop udgivet et interessant album, Double Silence.

Du har selv skrevet alle sangene, men har du også selv arrangeret eller har det været en fælles proces med "bandet"?

- Jeg har netop ikke selv arrangeret alle numrene, men lagt det ud til de enkelte at komme op med idéer, som vi så har prøvet af og sorteret i. Jeg har naturligvis haft det sidste ord, men det har faktisk ikke vist sig at være nødvendigt at skære igennem. Der har været en fin, fælles forståelse for musikken hele vejen igennem.

Det virker lidt som om du er bange for at bevæge dig ind på eller røre ved rocken? Eksempelvis er der lidt ansatser til det på The Colour Brown, men det bliver stort set ved det. Er det berøringsangst eller er du bare ikke interesseret?

- Jeg er selv en rock dreng, og jeg har da også skrevet en del rockede numre, omend de forbliver i den bløde ende af rocken - og live bliver udtrykket da også en anelse mere rocket end på pladen, som virkelig er anti-rock. Men det er ikke berøringsangst. Der var såmænd også rock i kassen i forbindelse med indspilningerne, men de er sorteret fra i slutfasen af hensyn til albummets røde tråd. Det er måske mere et spørgsmål om, at jeg er bekendt med mine svagheder og begrænsninger som sanger, tror jeg. På det tidspunkt under alle omstændigheder. Man rykker sig jo hele tiden.

Hvilken rolle foretrækker du iagttageren/fortælleren eller den forsmåede/forelskede fyr, der synger kærligheden ud?

- Helt klar iagttageren/fortælleren - med hang til kærlighedens luner naturligvis.

Hvor synes du din styrke lægger?

- Min styrke ligger i det ekstremt nærværende, intime, minimalistiske, afdæmpede univers. Jeg er ingen spradebasse ...

Hvilke sider af dig selv som sanger og sangskriver, vil du gerne udvikle?

- Som sanger har jeg meget at arbejde med og arbejder konstant med det. Det er virkelig her det autodidakte element giver bagslag. Jeg fokuserer nu stadig på de ting, jeg er god til og arbejder med de ting, som jeg kan blive bedre til. Jeg er mega perfektionist, og derfor skal jeg passe på ikke at dømme mig selv for hårdt her. Som sangskriver vil man vel altid gerne blive bedre til at skrive de fede numre - hurtigere og skarpere.

Det er måske lidt tidligt at spørge om; nu er Metaphors on Display jo lige udkommet, men ved du allerede nu, hvor du er på vej hen med den næste – og kommer der til at gå tre år mere?

- Nej, jeg har ikke den fjerneste anelse, kun nogle tanker og idéer. Jeg har jo et større bagkatalog at arbejde ud fra samt de nye numre, som med variable mellemrum stadig kommer til, men der kan fint ende med at gå 3 år.

Man mærker tydeligt på Frank Florczak, at musikken, sangskrivningen ikke er ham tvingende nødvendig, på den måde at forstå, at han må optræde og udgive for at overleve - i hvert fald ikke økonomisk - og det er selvfølgelige rart for ham. Men sikkerheden kan måske også blive en hæmsko. Måske? Det er nu slet ikke fordi, jeg hævder, at gode sange kun kan skrives, gode historier kun kan fortælles, hvis man hænger med en vis legemsdel i vandoverfladen; kunsten kræver ikke armod for at opstå. Men alligevel kunne en kniv rettet mod struben muligvis skubbe i en gunstigere retning - i hvert fald må man nogle gange derud, hvor man ikke synes, man kan bunde. Nuvel, man kan ikke tage en stor portion selvindsigt og selverkendelse fra ham og måske er den nok til at bringe ham videre. Potentialet har han og det er jo den første forudsætning for fremtidige sange og udgivelser.

Og gode historiefortællere kan vi slet, slet ikke få for mange af.

Alle foto: myspace.com/frankflorczak

Du kan selv sjekke ut musikken til Florczak på hans MySpace-side


comments powered by Disqus

 

Artikler, nyheter


Genesis 1969-1977

En kort gjennomgang av Genesis sine mest sentrale plater i perioden 1969-1977, av Geir Levi Nilsen

Groovissimo


Okkervil River - The Stage Names

(Jagjaguwar)

Okkervil følgjer som vanlig sitt dynamiske løp mellom frådande stryk og varlege kulpar, men med litt meir popsnert i understraumen denne gongen.

Flere:

Devendra Banhart - Niño Rojo
Bonnie Prince Billy - Master & Everyone